Nærhed i undervisningen
Hos Frederiksbjerg Guitarskole får du ikke blot stukket en ny lektie i hånden af en lærer, der ikke kan huske, hvad du hedder eller laver til daglig. Tværtimod er det vigtigt for os at lære vores elever at kende, så vi bedst muligt kan imødekomme jer. Det betyder, at du hos os kan være sikker på god kommunikation, godt humør og selvfølgelig god musik i hyggelige rammer, der minder mere om en stue end et undervisningslokale.
Moderne hjælpemidler
og grundlæggende færdigheder
Flere af vores undervisere gør i den traditionelle fysiske undervisningssituation brug af videooptagelser, hvor lektierne bliver spillet igennem i langsomt tempo, så du har lyd og billede på det, du skal øve dig på. Vi supplerer naturligvis med noder og andet relevant materiale.
For al undervisning gælder det, at læringen sker gennem både konkrete stykker musik samt tekniske og teoretiske øvelser med konstruktiv feedback og motiverende dialog.
Onlineundervisning
I visse situationer har du mulighed for at blive undervist online – enten som interaktiv virtuel undervisning over f.eks. Zoom, Facetime el. lign. eller via præ-indspillet undervisning, hvor du får din egen personligt tilpassede video tilsendt med indhold efter aftale.
Vi bruger bl.a. onlineundervisning i tilfælde af sygdom, hvor det ikke kan lade sig gøre at finde vikar, så eleverne ikke går glip af deres lektion. Det kan også være relevant, hvis eleven er udenbys i længere tid af gangen.
Filosofi
Vi anser undervisningssituationen som et samspil mellem elev og lærer og søger sammen at skabe et kreativt miljø i trygge rammer, hvor der er god plads til grin, samtidig med at vi vægter engagement, kvalitet og den faglige læring højt. Så bliv ikke overrasket, hvis du bliver budt en kop kaffe eller te, når du kommer til undervisning, for vi tror på, at et behageligt og rart læringsmiljø giver de bedste resultater. Det er vi faktisk helt sikre på.
Mød vores undervisere:
William Michaelsen
William Michaelsen
Udover at være daglig leder af guitarskolen er William en af vores faste, rutinerede undervisere.
Med mangeårig erfaring fra musikstudiet og koncertscenerne og med en baggrund som musikredaktør og spillestedsbooker har William opbygget et stort, varieret genrekendskab og kan derfor tale med om det meste :-)
Spidskompetencerne ligger dog inden for rock, pop, jazz, blues, soul/R&B og country/roots, og undervisningens overordnede fokus er at træne kombinationen af øre, teknik og teori med et kreativt og praktisk sigte. William lægger vægt på, at eleven altid er med på, hvad formålet med øvelserne er, og han tilrettelægger forløbet individuelt, så man ikke får fornemmelsen af at skulle lave ”lektier”.
Undervisningen kan således inddrage alt fra klassiske radiohits til guitarheltesoloer og jazzstandarder, mens vi hele tiden har for øje, hvad DIT mål er som guitarist. Er der en specifik sang, du gerne vil lære, siger du bare til, og hvis du vil have konstruktiv feedback på sangskrivning, udstyr, indspilning eller lignende er der også plads til det.
Flere af Williams gamle elever er siden kommet ind på MGK og/eller Musikkonservatoriet, ligesom flere af dem selv er udøvende professionelle musikere.
William er uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet.
Viktor Jæger
Viktor Jæger
Om Viktor
Jeg har selv gået på mange forskellige musikskoler og studerer nu på det Jyske Musikkonservatorium. Jeg elsker at spille alle mulige former for musik og at udvikle mig selv som musiker, og det gør jeg i den grad også som underviser.
Om undervisningen
Jeg lægger vægt på at skabe en god stemning og et trygt rum at lære i. Jeg kan undervise i nodelæsning, teori og de tekniske aspekter ved instrumentet, men lader det være op til eleven at tage styring med, hvad der skal lægges vægt på, så vi også får spillet en masse gode sange :-) Som underviser tager jeg selvfølgelig løbende stilling til, hvad der vil være godt for eleven at fokusere på.
Den første lektion
Vi starter med at tale om dit forhold til og erfaring med musik (det er ikke et krav at have erfaring), og så skal der så vidt muligt prøves at spille en lille smule sammen alt efter dit niveau. Det er vigtigt for mig at understrege, at man ikke behøver at have noget forhåndskendskab til, hvordan man spiller.
Aske Reipurth
Aske Reipurth
Hej!
Mit navn er Aske. Jeg har spillet musik det meste af mit liv og har løbende undervist begyndere og let øvede guitarister inden for en bred vifte af genrer. Jeg har spillet i forskellige pop- og rockbands og har de seneste år også beskæftiget mig meget med jazz.
Jeg har stort fokus på at skabe en hyggelig og afslappet stemning i undervisningen samt en god relation til dig som elev. Jeg prioriterer at videregive glæden ved at kunne udtrykke sig på sit instrument, både når du ønsker at kunne improvisere en melodisk og fængende guitarsolo, og hvis du kunne tænke dig at få en større musikteoretisk forståelse. Min undervisning vil tage udgangspunkt i præcis det, du ønsker at dygtiggøre dig indenfor.
Din første lektion vil først og fremmest handle om din tidligere musikalske erfaring, hvad du allerede kan, og i hvilken retning du gerne vil udvikle dig som guitarist.
Max Fomsgaard
Læs mereMax Fomsgaard
Om underviseren
Mit navn er Max, og jeg har mange års erfaring som guitarist, både som udøvende musiker og underviser. Jeg studerer nu som rytmisk guitarist på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
Jeg har i min tid som musiker gjort mig erfaring med bl.a. rock, pop, neo-soul, blues og jazz, og jeg har derfor det musikalske overblik til at hjælpe mine elever videre, uanset hvordan deres musikalske ambitioner ser ud. Jeg elsker at spille musik og lære nyt – og specielt at dele musikken med andre.
Om undervisningen
I min undervisning lægger jeg vægt på, at du får mest mulig glæde ud af at spille lige præcis den musik, du elsker. Min erfaring er, at man rykker sig mest, når man har hjertet med i de ting, man øver sig på – og når undervisningen foregår i sjove og trygge rammer. Derfor vil jeg også gerne vide, hvilken musik du elsker at lytte til, og så tilpasse undervisningen derefter i fællesskab. Efterfølgende kan vi bygge ovenpå, og jeg kan som underviser hjælpe dig med både tekniske og teoretiske inputs.
Tidligere erfaring med at spille musik er på ingen måde et krav for at modtage undervisning, og jeg har erfaring med at undervise både begyndere såvel som øvede.
I guitarundervisningen kan vi tage udgangspunkt i både elektrisk og akustisk guitar. Jeg kan også hjælpe med undervisning i musikteori, hørelære og akkord- og nodelæsning, hvor dit instrument inddrages undervejs.
